Se et par af vores prestigehaver i BO BEDRE
Så langt kan du komme sammen med os
Dyk ned i reportagerneLars Christiansen ønskede sig sorte fliser omkring terrassen. Det ønske udfordrede Tor Haddeland ham kraftigt på. Den slags debatter var ifølge havearkitekten essensen af det skabende i projektet.
Allerede første gang Tor Haddeland var på besøg hos Christina og Lars, sporede snakken sig helt naturlig ind på valget af den belægning, de var enige om at integrere i haven. Parret havde på forhånd set nogle af de trædesten, DesignHaver har i sit produktudvalg, og dem var de inspireret af. Det viste sig nu hurtigt, at der var stærkt divergerende ideer til, hvilken farve belægningen skulle have.
Lars Christiansen ønskede sig, at farven fra de mørke fliser ved garagen – der blev anlagt nogle år tidligere – også skulle gentage sig omkring hele huset. Tor Haddeland sendte tankerne i en helt anden retning, hvad farvespektret angår.
”Jeg var sikker på, at der i stedet skulle være hvid granit. Den sorte nuance ville gøre hele haven for dyster. I stedet ville den hvide granit skabe en fed kontrast til den sortmalede lærkebeklædning på huset samt det mørke træ, terrassen er tømret sammen af”, forklarer Tor Haddeland efterfølgende.
Granitplanker imiterer et trægulv
Lignende indledende argumenter var med til at overbevise parret om, at hvid granit var og er et godt valg til deres have. Blandt de afgørende argumenter var også, at Tor Haddeland selv har designet en hel serie af forskellige granitelementer – herunder en hvid granitplanke, som han kalder Haddeland Plank.
”Formatet og udtrykket på granitplankerne matcher Christina og Lars’ have rigtig godt. Indendørs har de nemlig et plankegulv af træ, som granitplankerne imiterer på fornem vis,” forklarer Tor Haddeland. Det særlige ved plankens design er blandt andet de dimensioner, DesignHaver kan levere dem i. De fås op til en meter i længden, og så er de skabt med en helt særlig affasning. Plankerne er kun affasede på den lange led, men ikke den korte. Det gør, at du ikke kan se samlingerne i længderetningen, og sammen med granittens aflange dimensioner er det med til at levere en troværdig illusion af et indendørs plankegulv.
En lille ligge-lounge er opstået, hvor der før var en lang, kedelig stribe af græs. Her er der sol først på dagen. I forgrunden kan du se, hvordan det forskudte mønster i de hvide granit-planker går igen fra andre steder i haven. Tor Haddeland har selv lagt streg til granitplankerne, et design der er kendetegnet ved kun at være affaset på én side – dermed opstår plankegulvseffekten.
Lars Christiansen er meget tilfreds med løsningen, der nu er lagt som et puslespil med meget tunge, hvide brikker i flere zoner omkring terrassen. Han er både glad for kontrastvirkningen i forhold til hus og terrasse samt plankegulvseffekten, der er med til at fortsætte oplevelsen fra husets indre af at være i et rum.
”Det var fedt at få klar besked og blive udfordret, og at Tor kunne argumentere så godt for sine forslag. Da jeg spillede håndbold, var jeg hele tiden nødt til at få en ærlig og klar vurdering af mit spil for at kunne udvikle mig på banen. Det var præcis det samme her – jeg blev udfordret af Tor, og det er jeg glad for i dag”, siger Lars Christiansen den sommeraften, hvor der blev taget de fotos af den færdige have, du kan se her på hjemmesiden.
Tæt dialog er skabende
Tor Haddeland mener, at den type modspil faktisk er en central del af alle byggeprocesser.
”En proces uden modspil er ikke et rigtigt fedt projekt. Det skabende er, når vi får en tæt dialog om valgene. Jeg lytter til kundernes behov og ønsker – og prøver at føre ideerne videre til noget, de slet ikke havde set som en mulighed”, siger Tor Haddeland.
Omvendt var han – i dialogens sande natur – meget åben over for ændringsforslag fra Christina og Lars under projektets idé- og tegnefase. Eksempelvis blev arealet med fliser reduceret, efter han præsenterede parret for rentegningen af haven: En digital tegning, som han lavede efter sit første besøg på matriklen. Du kan i øvrigt læse mere om dialogen, der førte til ændringen i det fjerde afsnit i vores serie. Det handler netop om præsentationen af rentegningen, som DesignHaver altid foretager på stedet.
Her kan du blandt læse, at da Christina Roslyng så tegningerne, frygtede hun, at fliserne ville dominere naturgrunden for meget. Ud over at skære ned i antallet af granitplanker, så blev det ved samme lejlighed også besluttet at lægge fliserne i et knækket mønster. Så sagt, så gjort. Nu er granitplankernes linjer brudt op og det er med til at sikre en mere glidende overgang mellem hus, have og den omgivende natur.
Ifølge Tor Haddeland var den løsning altså næppe være kommet i hus – eller rettere sagt have – uden den tætte dialog, der udspillede sig før den nye have blev anlagt.
I næste afsnit af vores serie zoomer vi ind på den taksskulptur, der nu bringer karakterfuld sjæl ind på udsigtsterrassen foran gavlen ud mod havet.
De hvide granitplanker er lagt i et grafisk mønster, der på en enkelt måde bryder med den store terrasses lange, lige linjer. Om aftenen er ganglinen ind mod huset oplyst af energivenlige LED-spots. Netop denne scene er en af Christina Roslyngs favoritter ved DesignHavers arbejde.
I krukken vajer de høje græsser i sommerbrisen. Tor Haddeland er vild med at bruge den type planter som levende modspil til fx belægningens lige linjer.
Få tegnet en målfast og unik haveplan for kun 25.550,-
Så langt kan du komme sammen med os
Dyk ned i reportagerne